AT VÆRE MOR TIL EN DRENG MED GUA OG ADHD

Følgende er fortalt af Mette Lindegaard Bak, 41 år, der lever et liv med ASF som pårørende.

 Jeg er mor til en dreng på 13 år, som har diagnoserne GUA (Gennemgribende udviklingsforstyrrelse, andre) og ADHD. Det er på alle måder spændende, fantastisk, krævende, enormt opslidende, givende, tålmodighedskrævende og fyldt med kærlighed. Den største udfordring ved at være mor til min dreng er, at det er SÅ svært, hvis ikke nærmest umuligt, at finde ud af, hvad der foregår inde i hans hjerne. Min søn har igennem de sidste par år været i et skoletilbud, der ikke matcher de behov han har, og det – sammen med indgangen til puberteten og teenageårene – har ført ham ud i en stresstilstand, der har været, og stadig er, enormt svær at håndtere, både for ham og resten af familien (som også tæller lillebror på 5 år). Stresstilstanden gør, at tingene bare bliver så meget sværere for min dreng, men udfordringerne er ikke anderledes, end de ellers ville være. Det, der er sværest som mor, er, at det er så pokkers svært at hjælpe ham. Jeg kan bare stå på sidelinjen og se, hvor svært han har det, og der er ingen ord i verden, der kan afhjælpe den smerte, han oplever, når han dagligt føler, at han lider nederlag. Jeg kan ikke tage med i skole og hjælpe ham igennem en svær skoledag, og jeg kan ikke hjælpe ham, når han føler, han støder panden mod en mur i de sociale relationer. Mit hjerte græder dagligt på hans vegne, og det, eneste jeg kan gøre, er at vise ham, at jeg elsker ham. Samtidig er han så provokerende i sin fremtoning, at jeg til tider har lyst til at skrige. Inderst inde ved jeg godt, at det er hans forsvarsmekanismer, men når man 20 gange på en dag er blevet “verbalt voldtaget”, så slipper mine pædagogiske evner op, og jeg har reaktioner, der på ingen måde er autismevenlige. Bagefter føler jeg mig som verdens dårligste mor og begynder at stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er godt for ham, at bo sammen med mig. Jeg elsker min dreng, men der er dage, hvor jeg slet ikke kan rumme ham. Derfor har jeg lært med tiden at sætte stor pris på de to dage om ugen, hvor han er i aflastning. Det har været en af de sværeste beslutninger i mit liv at overlade ham til andre mennesker. Jeg var bange for, at han ville føle, jeg svigtede ham. Men det, vi begge to har fået ud af det, er, at vi begge får en pause fra konflikter med hinanden, og jeg får mulighed for at skærme lillebror for et par dage. Det er desværre sådan, eller skulle man sige heldigvis, at størstedelen af de konflikter, der opstår, går ud over mig. Min dreng bruger alle sine kræfter på at fungere, når han er ude, og derfor foregår sammensmeltningerne som oftest i hjemmet. Det er drønhårdt at stå i hver dag, men samtidig priser jeg mig lykkelig, for det viser mig også, at han er tryg hos mig og ved, jeg elsker ham uanset.

11707377_10153321483690999_8834851098211945641_n_1
Privatfoto – Mette Lindegaard Bak
Advertisements

One thought on “AT VÆRE MOR TIL EN DRENG MED GUA OG ADHD

  1. Hej Mette. Super godt beskrevet. Det er præcis sådan jeg har det med min søn på 14 også med GUA samt ADHD. Hver dag er en prøvelse. Men vi kæmper. Jeg er også alene. Her er der en storebror på 22 der er ved at flytte hjemmefra. Ingen aflastning. Men en super kontaktperson.

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s